Nu med hus
Nu med vores helt eget hus - og vindruer (6/7-2020)
D. 30. juni fik vi endelig nøglen til vores elskede hus Derfor går tiden i øjeblikket med støv i ører og øjne, og knap så meget på bryllupsting. Det er mega hyggeligt og dejligt, og det går alligevel med bryllup midt i det hele. Vi vidste jo ikke, at vi ville købe hus nu, da vi planlagde bryllup. Til gengæld er det blevet meget lettere, at skrive ønskeseddel - og i dag er den også blevet opdateret
Heldigvis har vi så mange skønne og stærke kræfter i familie og venner, at vi dag for dag kan se store fremskridt.
Hvor vi bor d. 19. september er dog stadig uvist. Køkkenet kan først leveres primo september pga coronakrisen.
Om et par uger har vi møde med vores festarrangør på Rungstedgaard, hvor vi skal have de sidste detaljer på plads, og vi mangler pt kun at høre fra 36 gæster. Af de 71 som vi ved der kommer, har rigtig mange valgt at blive til overnatning og brunch med os dagen derpå. Det er SÅ dejligt!
Det vides stadig ikke, hvor mange vi må sidde ved hvert bord, om vi skal sidde med en meters afstand, og om man må lave dansegulv. Men vi er som altid SUPER optimistiske, så puds bare danseskoene.
Der er bestilt skrædder til oplægning af kjolen om 2 uger. GISP - jeg skal tage mine brudesko med, men dem har jeg jo slet ikke fundet endnu... og hår og make up og negle og alt det andet halløj må vi se om jeg får tid til mellem murbrokker og maling. Som vores dronning siger: Enten dør man af skræk, eller også så går det nok - og man kan jo ikke dø af skræk dagligt.
Transporten den lange vej fra kirken til Rungstedgaard har Karsten heldigvis fået styr på nu. Det bliver lige efter mit hovede: lidt skørt og meget sjovt
Karsten har ingen som helst idé om, hvormange ting vi mangler at få styr på til brylluppet, men jeg håber, at kunne binde ham til en pæl i huset, så han kan sidde stille i 2 minutter og høre efter. Det med at han skulle giftes i det samme tøj som i 1987, startede som en joke, men kan ende med at blive virkelighed, hvis han ikke snart får fingeren ud. Til gengæld vejer han snart næsten det samme som dengang, efter at have været på KETOkost i 6 uger så alt er godt
BTW - vi har ikke tid til polterabend. Vi skal male, den dag...!
/LF